Hevet i fra alle sider

I dag taler sociologer om et ’intensivt forældreskab’, der betegner et ideal, hvor forældre – særligt mor – konstant søger at imødekomme sit barns behov og lægge udvikling og læring til rette, så barnets potentiale realiseres, og det klarer sig godt i livet. Det forældreskab er både følelsesmæssigt og tidsmæssigt krævende og forstærkes af forventninger om, at forældre detaljeret følger med i alt, der sker i barnets institutionsliv.

— Selvom du afleverer dit barn i vuggestue og børnehave, skal du på en måde alligevel være der – i hvert fald mentalt. Nogle får information om, hvor meget barnet sover og spiser i løbet af dagen, eller kan følge med i, hvad barnet har lavet og lært via tekst og billeder på Aula. Når du kommer hjem, har du heller ikke længere fri, for nu skal du en hel masse, som gør dit barn klar til næste dag, til at blive institutionsparat og senere skoleparat.

Det er både kommercielle, politiske og faglige interesser, der hiver i nutidens forældre. Apps høster data ved at overvåge, om børnene bevæger sig nok, og smartphonen viser, hvor de er. Boghylder boomer med viden om kost, sansestimulering og anerkendende kommunikation.

 

Sundhedsplejersker fører skemaer over, om børn falder inden for normalrammen, mens terapeuter og behandlere tilbyder massage, mindfulness og rådgivning om den gode barndom og det gode forældreskab. I dagtilbud og skole er det børnenes trivsel og læring, staten efterlyser, at forældre tager sig af.

— Der hersker i samfundet en idé om, at forældre på den ene eller anden måde er årsagen til alt, der sker i barnets liv; at de afgør det. Det kaldes ’forældredeterminisme’, men er ifølge forskningen en myte. Meget andet påvirker børns livsmuligheder så som biologi og strukturelle betingelser, hvem de leger og går i skole med, og hvem de i øvrigt møder af betydningsfulde voksne på deres vej. Alligevel har vi et dominerende og snævert ideal om, at forældre, der engagerer sig intensivt og næsten grænseløst, er de ’gode forældre’,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

Næsten som lektier

Læringskufferter er et eksempel på noget, der i stigende grad udvisker grænsen mellem dagtilbud og hjem. Forældre får bøger, sanglege, pensel og lærred med hjem og skal fortsætte aktiviteterne, deres børn har lavet i dagpleje, vuggestue og børnehave. En bamse kommer måske også med hjem, så far og mor kan skrive om dens spændende oplevelser. Det ville desuden være rart, hvis de bagte boller til fælles morgenmad, fandt tid til forældrekaffe, fællesspisning, arbejdsdage og mødrehygge for at lære hinanden at kende. Så er der selvfølgelig også legegrupperne og forældremødet – og husk lige at samle toiletruller til halloween-spøgelser i næste uge.

 

— Det er næsten som at få lektier for, selvom børnene er små. Læring har fået en central rolle i dagtilbud, og forældre skal være med til at udvikle deres børn og sørge for, at de lærer og trives. Det anerkendelsesværdige familieliv er et, hvor man gør en masse ting, frem for bare at være. Man må nærmest ikke længere spilde tiden, for den kan udnyttes til læringspotentiale. Men hvad nu, hvis man er en god mor eller far ved at lade familien tusse rundt i nattøj og kigge huller i luften? Det er vanskeligt at holde fast i, hvad forældre selv har lyst til at lave i familien, når krav om det ene eller andet kommer med børnene hjem.

 

Digitalisering af kommunikationen mellem forældre og fagpersoner er ifølge Maria Ørskov Akselvoll også en forklaring på, at kravet om involvering stiger.

 

Lige nu vil de fleste dagtilbud nok sige, at samtaler med forældre primært foregår i garderoben og på stuen, men digital kommunikation har det med at vokse, viser erfaringerne fra skoleområdet. Det bliver lynhurtigt naturligt at forvente, at forældre læser daglige beskeder, ugebreve og madplaner på Aula. Og samtidig skaber det en forventning fra forældrenes side om, at der skal være hyppig information. Det kan blive skruen uden ende.

Pres med slagside

Maria Ørskov Akselvoll ved fra sin forskning, at høje krav om forældreinvolvering presser fædre og mødre til skolebørn. I en ny spørgeundersøgelse, hun foretog i foråret 2021 blandt 358 forældre, var konklusionen den samme: Både skole- og dagtilbudsforældre vil gerne leve op til tidens ideal, men det er vanskeligt for de fleste, og de længes efter balance og mere ’ro på’ i familielivet.

 

— En del forældre giver udtryk for, at de nærmest føler skyld og skam over ikke at bidrage nok eller ikke har lyst til alt det, de bliver bedt om at gøre eller deltage i. Hvis man fravælger involveringen i dagtilbud og skole, er det svært at blive set som en god forælder i dag. Både i samfundet generelt, men også i institutionen og af den forældregruppe, man indgår i. Det er sjældent noget, vi udtrykker direkte, men det sker måske snarere, når nogen tænker, at det da er underligt, at den og den far eller mor ikke vil det ene eller det andet.

 

Særligt kortuddannede familier med anden etnisk baggrund end dansk og solo-forældre bliver klemt i involveringsidealet.

 

— Det er typisk middelklassens kernefamilie, som kan honorere kravet om at samarbejde og engagere sig i udstrakt grad. Det er ikke alle, der har plads til fire børn fra legegruppen eller har et job, hvor de kan flekse eller tjekke digital kommunikation i arbejdstiden, og hvis en alenemor skal have babysitter for at gå til aftenarrangement, ville hun måske hellere bruge den hjælp til at gøre noget andet selv. Alle forældre vil deres børn det bedste, og det er sårbart, hvis man ikke kan eller har lyst. Man skal være ret stærk for at føle, at man alligevel gør det godt nok.

 

"En del forældre giver udtryk for, at de nærmest føler skyld og skam over ikke at bidrage nok eller ikke har lyst til alt det, de bliver bedt om at gøre eller deltage i."– Maria Ørskov Akselvoll

Maria Ørskov Akselvoll er klar over, at forældresamarbejdet i dagtilbud er vigtigt og nødvendigt for både personale og forældre – men hun opfordrer personalet til at huske, at ’mere’ ikke altid er lig med ’bedre’.

 

— Vi bygger bro mellem dagtilbud og hjemmet for, at børn oplever sammenhæng, og fordi der er en idé om, at det styrker deres læring. Jeg tror ikke, at udviklingen kan stoppes, men vi skal passe på den ulighed, det let kan medføre, så fagpersonalet skal virkelig overveje nøje, hvad de sætter i gang, og om de er ved at stille krav ud fra one-size-fits-all-devisen.