Tilknytning og dannelse i dagtilbud

– En neuropsykologisk tilgang til et fælles pædagogisk grundlag
Format: Bog
Sidetal: 192
Forfatter(e): Tea Thyrre Sørensen
kr. 255,00
ekskl. moms
kr. 318,75
inkl. moms

Tilknytning og dannelse hos børn i dagtilbud hænger nøje sammen. Dannelse beskrives som en dybere form for læring, hvor barnets grundlæggende opfattelse af sig selv og andre etableres, og hvor en tryg tilknytning er afgørende.

For at lykkes med at skabe læringsmiljøer, der understøtter tilknytning og dannelse, må de fagprofessionelle stå på et fælles pædagogisk grundlag, der med afsæt i et fælles barnesyn skaber fælles sprog og retning i det pædagogiske arbejde.

Med denne bog i hånden får du indblik i og konkrete redskaber til, hvordan man med neuropsykologisk afsæt kan kvalificere det fælles pædagogiske grundlag med dannelsen som hjørnesten. Du får desuden konkrete eksempler og cases, der viser, hvordan dette fælles grundlag kan omsættes til praksis i den pædagogiske hverdag. Alt sammen koblet til centrale punkter fra den styrkede læreplan.

En vigtig pointe gennem bogen er, at det pædagogiske personale spiller en afgørende rolle i det samlede læringsmiljø. Derfor er arbejdet med den fagprofessionelles eget nervesystem og egen regulering en rød tråd gennem bogens kapitler med det formål at kunne ”have hjertet med” i relationen til både det enkelte barn og børnegruppen.

Bogen kan anvendes til det strategiske arbejde både i det enkelte dagtilbud og på kommunalt niveau såvel som til arbejdet med de konkrete indsatser i den daglige praksis.

Bogen er skrevet af Tea Thyrre Sørensen, som er selvstændig pædagogisk-psykologisk konsulent og supervisor, musikpædagog og efteruddannet inden for forskellige neuropsykologiske metoder og tilgange til arbejdet med børn og familier.

Sådan skriver anmelderne:

Kai Pedersen, Specialpædagogisk månedsblad, giver bogen karakteren 10 og skriver:


I denne bog er der både noget til hovedet, fødderne og hjertet. Bogen er godt struktureret, har et godt layout samt god faglig viden, hvilket gør den til en absolut læseværdig bog. Bogen præsenterer konkrete og virkningsfulde forståelsesrammer og metoder, der reducerer denne kompleksitet og skaber et fælles organisatorisk overblik. Læs bogen!

Jan Tønnesvang, professor, institutleder ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, og ophavsmand til KvaS og Vitaliseringsmodellen

”Jeg har med stor fornøjelse læst bogen Tilknytning og dannelse i dagtilbud, som oser af god formidling og substans i vidensfundering. Det er en kunst, og det gør forfatteren godt, må man sige.


Det glæder mig også rigtig meget at se KvaS og Vital forstået, anvendt og tænkt kreativt ind i dagtilbudsområdet på den måde, det præsenteres i bogen.


Det er en gave til området!”

Karen Wistoft, ph.d., professor MSO, DPU

”Jeg har læst Tilknytning og dannelse i dagtilbud. En neuropsykologisk tilgang til et fælles pædagogisk grundlag med stor interesse. Bogen er rig på viden og teori om neuropsykologi, der bliver omsat til relationel pædagogik – samt til leg, læring og tackling af vigtige situationer i den småbørnspædagogiske hverdag.


Den kommer med mange praktiske, inspirerende eksempler på løsningshåndtering og giver konkrete råd og alternativer til en almindelig pædagogisk praksis. Børnenes tilknytning og dannelse står helt centralt, og bogen viser med al tydelighed, hvordan man som pædagog kan arbejde med Den styrkede pædagogiske læreplans dannelsesmålsætning i den pædagogiske hverdag – på baggrund af neuropsykologisk viden.


Den byder på forskellige konkrete forståelsesrammer og metodeforslag, der understøtter børnenes og også pædagogernes læring samt personlige og relationelle udvikling. Tilknytningstemaet betyder, at bogen illustrerer en særlig omsorgsfuld og kærlig pædagogik, der tager højde for alle børns individuelle behov.


Bogen henvender sig til pædagoger og andre medarbejdere i dagtilbud samt til dagtilbudsledere. Den er bestemt værd at læse og bruge til at udvikle det enkelte dagtilbuds pædagogiske grundlag med.”

Varenr.: 8122
ISBN: 9788772341279
Udgave måned/år: 10/21
Vælg type

Bøger om samme emne

Vi er sociale - er du?