Ny bog: Skole-hjem-samarbejdet er blevet en af lærerens sværeste opgaver
Af TRINE HORNEMANN, kommunikationsrådgiver, tho@dafolo.dk
11. august 2026
Forældremøder, skole-hjem-samtaler, Aula-beskeder og forventningsafstemning med forældre fylder mere end nogensinde i lærerjobbet. Samtidig oplever mange lærere – særligt nyuddannede – at netop skole-hjem-samarbejdet er en af de mest komplekse dele af professionen.
Den udfordring sætter Camilla Hjorth Balzarsen og Mikael Koed Thomsen fokus på i den nye bog Skole-hjem-samarbejde – på bølgelængde og i øjenhøjde. Her argumenterer de for, at samarbejdet med hjemmet ikke bør bero på mavefornemmelse og erfaring alene. Det er en professionel kompetence, der skal udvikles og trænes.
Mange nyuddannede lærere oplever skole-hjem-samarbejdet som en del af det såkaldte praksischok. Det kommer blandt andet til udtryk i et interview, som indgår i bogens forskningsgrundlag:
"... når jeg får noget mere anciennitet, så kan jeg måske svare på, hvordan jeg vil gøre skole-hjemsamarbejde, men ikke som nyuddannet."
Den oplevelse genkender forfatterne fra deres forskning og undervisning på læreruddannelsen. Forskning viser samtidig, at kun syv procent af nyuddannede lærere vurderer, at de i høj eller meget høj grad er rustet til at kommunikere og samarbejde med forældrene om elevernes skolegang.
Hvordan planlægger man et forældremøde, hvor alle bliver inddraget? Hvordan understøtter man elevernes deltagelse i skole-hjem-samtalen? Og hvordan svarer man på den Aula-besked, der har sat ild i indbakken?
Det er nogle af de situationer, bogen tager udgangspunkt i. Men ambitionen er ikke at levere enkle opskrifter eller universelle løsninger. Tværtimod gør forfatterne op med forestillingen om, at komplekse samarbejdsrelationer kan løses med faste metoder.
I stedet inviterer bogen lærere og lærerstuderende til at undersøge, afprøve og reflektere over deres egen praksis gennem en række praksisnære øvebaner. Her kobles teori og praksis i arbejdet med blandt andet forældremøder, skole-hjem-samtaler, digital kommunikation på Aula og de mange uformelle møder med forældre. Øvebanerne kombinerer undersøgelse, afprøvning og refleksion og giver lærere mulighed for at udvikle et professionelt handlerepertoire, før de står alene med opgaven.
Bogen henvender sig til lærerstuderende, nyuddannede og etablerede lærere i folkeskolen samt uddannelseslærere.
Om forfatterne
Camilla Hjorth Balzarsen er uddannet folkeskolelærer og cand.pæd. i pædagogisk sociologi. Hun arbejder som lektor på læreruddannelsen i Silkeborg, hvor hun underviser i Pædagogik og Almen didaktik, Skole-hjem-samarbejde og Uddannelse & job.
Mikael Koed Thomsen er uddannet folkeskolelærer og cand.pæd. i pædagogisk psykologi. Han arbejder som lektor på læreruddannelsen i Silkeborg, hvor han underviser i Pædagogisk Psykologi, Inklusion og Specialpædagogik, Skole-hjem-samarbejde og Uddannelse & job.