Ideen om ’os’ og ’dem’ lever stadig

 

Når Rana på 5 år slår og sparker i børnehaven, er det på grund af den arabiske kultur, hvor børn sjældent får sat grænser. Og når forældrene ikke kan forstå, at madpakken skal indeholde andet end toastbrød og pomfritter, er det, fordi de har nogle andre normer i den kultur, de kommer fra.

 

Sådan lyder nogle af de forklaringer, antropolog og lektor på Københavns Professionshøjskole Kathrin Houmøller er stødt på hos pædagogerne under et etnografisk feltarbejde i en børnehave. Hun er en af bidragsyderne til antologien Udsatte børn eller udsatte miljøer?, der vil have pædagoger og daginstitutionsledere til at kigge på begrebet udsathed på en ny måde.

 

— Det, jeg observerede, var, at kultur blev en ret udbredt forklaring på noget, der i virkeligheden handler om sociale forhold. Kulturen kom til at stå i forgrunden for pædagogernes forståelse af børnene, fortæller Kathrin Houmøller.

 

For eksempel var der blandt pædagogerne i børnehaven nogle stærke forestillinger om, at børn i etniske minoritetsfamilier ikke var gode til at lege, fordi de ikke havde lært det hjemmefra.

 

Der var også en ide om, at der ikke blev sat grænser i minoritetsfamilier, og at børnene derfor var grænseløse. Og samtidig var der en opfattelse af, at der er en hård tone mellem forældre og børn i minoritetsfamilier.

 

— Pædagogerne kunne have nogle meget stereotype og generaliserede forestillinger om de ’andre’. Dem, der var kulturelt anderledes. Men spørgsmålet er, hvilken viden deres forestillinger bygger på. Hvor meget ved pædagogerne egentlig om samværet i etniske minoritetsfamilier? spørger Kathrin Houmøller.

 

Tankevækkende

Hendes feltarbejde fandt sted i forbindelse med et forskningsprojekt om pædagogers

forståelser af børns trivsel i arbejdet med tidlig opsporing.

 

Pædagogernes kulturforståelse var ikke en del af undersøgelsens fokus, men det trængte sig på under feltarbejdet som en central tematik.

 

— Størstedelen af børnene i børnehaven havde etnisk minoritetsbaggrund. Jeg var optaget af, hvad det er for en viden, pædagoger trækker på, når de trivselsvurderer børnene, og hvad de forstår ved udsathed. Men mine feltnoter og interviews var samtidig fulde af beskrivelser af, hvordan pædagogerne nogle gange forstår børn ud fra nogle kulturelle antagelser om livet i familier med etnisk minoritetsbaggrund, fortæller Kathrin Houmøller.

 

Når personalet talte om den samlede børnegruppe i institutionen, var det ofte med formuleringer som ”de her børn” eller ”de børn, vi har her”. På den måde refererede de til en oplevelse af, at hverdagen og den pædagogiske praksis var udfordret, fordi ”de her børn” kom fra familier med andre normer, værdier og idealer end dem, der er herskende i den danske børnehave.

 

Især bed hun mærke i, at pædagogerne lod til at have en forståelse af, at de etniske minoritetsfamilier har en fælles kultur, der adskiller sig fra ’vores’ danske kultur. Og at den ofte er præget af negative forventninger.

 

— For mig er det tankevækkende, at det her jo ikke er noget nyt. For 20 år siden blev der lavet et antropologisk feltarbejde i en børnehave, hvor det var nøjagtigt de samme stereotype fortællinger, der var i spil. Der er tilsyneladende intet, der har ændret, siger Kathrin Houmøller.

 

Går ud over børnene

Hun anerkender, at arbejdet med etniske minoritetsfamilier og børn kan være udfordrende. Blandt andet fordi der kan være vanskeligheder med kommunikationen. Nogle af familierne taler ikke så meget dansk, og det er ikke alle, der har erfaring med at have børn i en dansk daginstitution.

 

— Det, der gør det her svært, er, at så snart man går ind og problematiserer måden at tale om kultur på, er det som om, at man samtidig underkender, at pædagogerne oplever udfordringer. Det synes jeg er ærgerligt. For der er ingen tvivl om, at det er udfordrende. Men den måde, man kan komme til at tale om kultur på i børnehaverne, løser bare ikke de udfordringer, siger Kathrin Houmøller.

 

Tværtimod risikerer man, at det går ud over børnene.

 

— Det, der er problemet med, at kultur bliver en forklaringsfaktor, er, at det bliver der, man placerer problemet. Og så glemmer man at se på alle de andre faktorer, der kan være årsag til, at barnet reagerer, som det gør, siger Kathrin Houmøller. 

 

Det kan være alt lige fra de sociale og økonomiske omstændigheder til de institutionelle rammer. Alt det, der ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om kultur.

 

— Hvis man havde blik for det, ville man langt nemmere kunne arbejde med et helhedssyn og et mere nuanceret syn på de her børn og familier, siger Kathrin Houmøller.

 

Ny forståelse

Hun peger på eksemplet med Rana, som pædagogerne i børnehaven havde svært ved at håndtere på grund af hendes udadreagerende adfærd.

 

Personalet vurderer Rana til at være et udsat barn. Under feltarbejdet udfordrer hun de ansatte i en sådan grad, at det kun er et par af pædagogerne, der formår at håndtere hende.

 

— Flere af de ansatte forklarer hendes adfærd med, at hun mangler at få sat grænser derhjemme med henvisning til den arabiske kultur. Det er først nogle måneder inde i feltarbejdet, at en pædagog får øje på, at hendes adfærd måske også kan skyldes, at Ranas forældre er blevet skilt, og at der samtidig har været en stor udskiftning i personalegruppen, siger Kathrin Houmøller.

 

På den måde kommer kulturen i lang tid til at stå i vejen for, at pædagogerne kan give Rana den støtte, hun har brug for. Blandt andet ved at sørge for, at hun har faste kontinuerlige voksne omkring sig.

 

— Når man bruger kultur som forklaringsmodel, bliver personalet fritaget for ansvar i den forstand, at det alligevel intet kan stille op over for kulturelle traditioner og normer. Den fritagelse er ikke længere mulig, når det, som i tilfældet her, er Ranas sociale situation, der står i forgrunden for pædagogens forståelse af hendes udsathed, forklarer Kathrin Houmøller.

 

Blik for barnet

Kathrin Houmøllers pointe er, at hvis ikke vi får gjort op med vores kulturelle forestillinger om etniske minoritetsfamilier, risikerer vi, at de udsatte børn, vi ønsker at hjælpe, bliver endnu mere udsatte.

 

— Når man kommer til at sige, at alle arabiske familier gør tingene på samme måde, får man ikke øje på kompleksiteten og mangfoldigheden. Man mister simpelthen blikket for det enkelte barn og den enkelte familie. Og så kan det blive svært at se specifikt, hvad det er, de kommer med både af udfordringer, men også af ressourcer, siger Kathrin Houmøller.

 

Hun peger på, at lige så lidt som man kan sige, at danske familier har samme normer og værdier, lige så lidt kan man sige, at etniske minoritetsfamilier er ens.

 

— Grundlæggende kan man sige, at man kommer til at overse, at de her børn jo er vidt forskellige og har vidt forskellige erfaringer. De kommer fra vidt forskellige familier, som i princippet kan have vidt forskelige værdier og normer. Ligesom danske familier også har, siger Kathrin Houmøller.

 

I stedet bør man som pædagog have blik for alle de andre omstændigheder, der er med til at påvirke barnets liv.

 

— Det kan være alt lige fra de sociale og økonomiske omstændigheder til de praktiske og institutionelle rammer. Alt det, der ikke bare kan reduceres til et spørgsmål om kultur. Hvis man havde blik for det, ville man langt nemmere kunne arbejde med et helhedssyn og et mere nuanceret syn på de her børn og familier, siger Kathrin Houmøller.

 

Hjemmebesøg

Kathrin Houmøller mener, at der er brug for mere viden om de enkelte familiers konkrete livsbetingelser og livsførelse og en forståelse af, at kultur ikke er statisk.

 

— I stedet for det, man kan kalde det essentialistiske kulturbegreb, bliver man nødt til at forstå kultur som noget, der er foranderligt og hele tiden skabes af individet i konkrete sociale situationer. Men som pædagog handler det også om at være nysgerrig og afsætte tid til at lære familierne at kende, inden problemerne opstår, siger Kathrin Houmøller.

 

Det kræver tid. Og Kathrin Houmøller er med på, at netop tid er en mangelvare i de fleste daginstitutioner.

 

— Daginstitutioner i dag er utrolig pressede, så ofte bliver snakken reduceret til, hvad man kan nå i garderoben. Men jeg ved, at der lige nu bliver eksperimenteret i Københavns Kommune med hjemmebesøg i stedet for opstartsmødet i daginstitutionen. Så når jeg siger, at vi skal tænke familierne ind tidligere, kunne det for eksempel være et greb til at få øje på, hvad det er for en familie, og hvad det er for en livsførelse og livsbetingelser, familien har, siger Kathrin Houmøller.

 

En del af løsningen er samtidig, at man i personalegruppen husker at reflektere over den måde, man taler til hinanden om de børn og familier, der har etnisk minoritetsbaggrund.

 

— Jeg tror ikke, det her er noget, man kan læse sig til. Det handler om at blive mere bevidst om den måde, man taler om kultur på, og at man hele tiden minder sig selv og hinanden om at have blik for alle de andre årsager til, at et barn handler og reagerer, som det gør, siger Kathrin Houmøller.

 

Men det handler også om at se på, hvad det er for nogle betingelser, der er til stede, for at pædagoger i praksis kan få øje på børn og familiers konkrete livsbetingelser.

 

— Når vi i dag 20 år senere kan konstatere, at det stadig er de samme fortællinger, der er på spil, tænker jeg, at der er nødt til at ske et eller andet rent organisatorisk. Vi må begynde at kigge på, hvordan vi kan tænke familien ind meget tidligere i daginstitutionen. Jeg tror, det er afgørende for, at vi for alvor kan få øje på hinanden og de individuelle erfaringer og forudsætninger, som ikke bare lader sig reducere til en stereotyp forestilling om kultur, siger Kathrin Houmøller.

 

Se relevante titler