Amy Edmondson
På denne side kan du læse om Amy Edmondson og hendes skelsættende arbejde med psykologisk tryghed.
Om Amy Edmondson
Amy Edmondson (1959) har udført banebrydende arbejde indenfor organisationsadfærd og ledelsestænkning, hovedsageligt gennem sin pionerende forskning i psykologisk tryghed, om hvilket hun blandt andet har udgivet bogen Den frygtløse organisation (2020). Edmondson er professor i ledelse og management på Harvard Business School og var i 2021 nummer et på Thinkers50-listen over de bedste ledelsestænkere i verden.
Hun har tidligere arbejdet som forskningsleder hos Pecos River Learning Centers, hvor hun beskæftigede sig med strukturelle forandringer i store virksomheder.
Bøger af Amy Edmondson
Edmondson har forfattet 7 bøger, foruden et stort bagkatalog af akademiske artikler, og er desuden en eftertragtet oplægsholder. Hendes bøger kredser blandt andet om, hvordan moderne arbejdsopgavers stigende kompleksitet kræver teaming, som er teamwork på tværs af grænser (faglige, funktionsmæssige etc.) i midlertidige teams, hvor de involverede ikke har samme kendskab til hinanden som i et fast team. Om dette har Edmondson bl.a. skrevet bogen Ekstrem teaming (Extreme Teaming, 2017). En effektiv teaming kræver, at der skabes en kultur med psykologisk tryghed og plads til at fejle. Edmondsons bog Den frygtløse organisation (The Fearless Organization, 2018) er oversat til 15 sprog og udkom på dansk i 2020. I oktober 2023 udkom hendes nyeste bog Den rigtige slags forkert (The Right Kind of Wrong, 2023) på Dafolo Forlag.
Den rigtige slags forkert: Psykologisk tryghed og teorien om at fejle på den gode måde
I 1999 definerede Amy Edmondson psykologisk tryghed som en overbevisning om, at man – i et team – ikke vil blive straffet eller ydmyget for at komme med ideer og spørgsmål eller lufte bekymringer og begå fejl, og at teamets medlemmer som følge af dette føler sig sikre til at tage chancer. Psykologisk tryghed er derfor også forudsætningen for, at man tør begå fejl på sin arbejdsplads, og dette mener Edmondson er særligt vigtigt.
I Den rigtige slags forkert introducerer Edmondson os nemlig til en ny tilgang til dét at begå fejl, som er essentiel for, at vi kan udvikle os og finde innovative løsninger – i privatlivet og på arbejdspladsen. Hun viser, hvordan vi hidtil har været fanget mellem to fiaskokulturer, hvor den ene pol præsenterer en nulfejlskultur, og den anden pol præsenterer en ideologi om at fejle meget og ofte. I Edmondsons gyldne mellemvej er det også vigtigt at fejle, men vi må samtidig være bevidste om, at der er forskel på fejl, og dermed også om hvordan vi skal håndtere dem. Hun skelner mellem tre overordnede typer af fejl:
- Basale – fejl og fejltrin, som kan undgås med omhu og viden.
- Komplekse – et samspil mellem flere faktorer, som kalder på åbenhed, så deres konsekvenser kan stoppes, inden de vokser sig store.
- Intelligente – nødvendige fiaskoer og eksperimenter, der gør, at vi kan udvikle os og lære nyt.
Edmondson viser os, hvordan vi kan minimere de uproduktive fejl, og hvordan vi kan lave flere af de fejl, der er den rigtige slags forkert, og lære af både succes og nederlag. Bogen lærer os, hvordan vi og vores organisationer kan omfavne vores egen fejlbarlighed, og hvordan en psykologisk tryg kultur kan hjælpe til at tale åbent om fejl og eksperimentere og afprøve nye ting – også selvom vi risikerer at fejle på vejen. Psykologisk tryghed er altså en metode til at opnå faglig dygtighed og innovation ved at skabe en kultur, hvor man tør tage chancer, og dermed får muligheden for at fejle på den gode måde.
Amy Edmondsons teorier er grundlæggende for en sund og udviklingsorienteret organisationskultur. Men de kan samtidig bruges uden for arbejdslivet og hjælpe os gennem de gruppedynamikker og fejl, vi oplever privat – om det er som forældre, venner eller mennesker.
Du kan finde vores udvalg af Amy Edmondsons bøger i dansk oversættelse her: