Emil stammer – og det må han gerne
Emil stammer – og det må han gerne er en varm og indsigtsfuld bog til børn i førskolealderen, som selv stammer, og til de voksne, der omgiver dem – forældre, pædagoger og logopæder.
Med udgangspunkt i historien om fem-årige Emil, der elsker racerbiler og hader broccoli, bliver læseren inviteret ind i en børnehaveverden fuld af leg, venskaber og sproglige udfordringer. Emil stammer – især når han har meget på hjerte – men i hans verden er stammen hverken forkert eller farlig. Det er bare en anden måde at tale på.
Bogen formidler viden om stammen i børnehøjde og skaber et trygt rum for dialog, refleksion og forståelse. Den rummer både en læsevenlig fortælling til børn og et solidt fagligt afsnit til voksne med redskaber, viden og ideer til, hvordan man bedst støtter børn, der stammer og den børnegruppe, de indgår i.
Emil stammer – og det må han gerne er et redskab til samtale, et bidrag til inklusion og en kærlig påmindelse om, at alle må sige det, de har på hjerte – i deres eget tempo.
”Denne bog er udarbejdet af to erfarne logopæder, hvilket afspejler sig på fornemste vis i indholdet. Bogen hviler på et solidt teoretisk grundlag, men det er praksis, der er i fokus. Det særlige ved bogen er, at den både er målrettet børn, der stammer, samt børn og voksne omkring dem.
Bogen er fyldt med konkrete ideer til mødet med og støtten til børn, der stammer. Selve historien om Emil vil mange børn kunne relatere til egen hverdag i familien og daginstitutionen. Jeg kan helt klart give Emil stammer – og det må han gerne mine varmeste anbefalinger.”